Tanker fra det yderste skær

I skrivende stund sidder jeg på Christians Ø, Danmarks østligste bastion, hvor jeg har valgt at tilbringe nogle dage i ro og eftertænksomhed. Her på denne lille bunke klipper, kan man ikke bruge sin tid på ret meget andet end at tænke, glo og læse, hvilket kan være svært at finde tid til i hverdagen.

Jeg befinder mig i et mellemrum mellem et forår med mange spændende opgaver, en faglig uge på Mallorca med mine superdygtige kollegaer og udsigten til et efterår med mange spændende opgaver.

Jeg har placeret mig selv i et af de pauserum, som jeg så ofte anbefaler ledere at tage. Tid til eftertanke og fremsyn.

I dag fandt jeg ind i øens kirke, der havde besøg af en pensioneret præst fra Næstved. Han talte inspirerende over temaet ’less is more’. Om det at være i livet, i nuet. At søge tilfredsheden i det vi har, i stedet for konstant at efterstræbe nye oplevelser, materielle nyanskaffelser og økonomisk vækst. Om at vælge sig selv og erkende sin betydning for eget liv, at elske sin første og ikke stræbe efter den næste. Om at være værdifuld for det fælleskab vi lever i, hvis det da ellers er godt.

Præstens tale var rettet til os om privatpersoner, men kunne lige så godt have været holdt for en gruppe ledere. For var der noget talen udfordrede, så var det vores evne til at vælge det vigtige fremfor det sædvanlige, det der ligger lige for.

I MacMann Berg oplever vi, at mange ledere er for hængt op til at vælge, hvad der er vigtigt. For travle til at vælge kvalitet fremfor kvantitet. Måske fordi de er kommet ud af træning? For det kræver træning at kunne vælge klogt. At få beslutninger perspektiveret i forhold til grundlæggende værdier og ønsker om nutid og fremtid.

Vi ser nye projekter blive søsat uden at overveje konsekvenserne af igangsættelserne og sammenhænge med værdiskabelsen for kerneopgaven.

Et fællesskab uden livgivende indhold er et kedeligt fællesskab. En organisation uden kvalitet i løsningen af kerneopgaven er en sørgelig organisation. Men det er ikke fællesskabet som enhed eller organisationen, der er noget galt med. Er det vores evne til at træffe kloge og elegante valg, det halter med? Vil vi for meget? Kan der være en ide at tænke ’less is more’, når vi skal drøfte kvalitet i organisationerne?

Jeg er heldig. Jeg har dygtige kollegaer, der kan tænke med på ovenstående tanker og overvejelser. De vil med glæde tage mig med ud på kanten af mine egne holdninger, så jeg derfra kan få øje på mine blinde vinkler, inden jeg træffer vigtige beslutninger.

Har du nogen, der kan tænke sammen med dig? Ellers er du meget velkommen til at ringe til os.

På vegne af mine dygtige kollegaer ønskes du en god sommer. Håber du finder et roligt tidspunkt til dig selv.

Jesper Loehr-Petersen

Stifter, partner og chefkonsulent i MacMann Berg

Tlf.: +45 2217 2444 email: jlp@macmannberg.dk