Fri mig for at være rollemodel

Sådan nogenlunde sagde filmmanden og forfatteren Jørgen Leth forleden i en TV-udsendelse. ’Fri mig for at være rollemodel – men lad mig i stedet være til inspiration’. Det var vist den fulde sætning.

Jeg blev straks voldsomt inspireret af sætningens budskab og har tænkt den ind i forhold til det at være leder.

At være en inspiration for andre, må være én af de fornemmeste opgaver en leder kan være. Ikke en rollemodel der viser, hvordan ’det’ skal gøres, men en inspirator der inspirerer til at tænke sig selv videre i forhold til sin leder.

Det gav mig en dejlig kilderen i maven og tanker om den lykke det er, når man fornemmer at være en inspiration for andre. At være set og værdsat for det man bidrager med, som noget der kan inspirere og løftes videre. Men ikke for at blive kopieret.

Forfatteren Tor Nørretranders skriver i flere af sine bøger om det at gøre sig umage. At strække sig. At gøre sig dygtig. At efterstræbe at også andre oplever, at man bidrager og inspirerer.

Sommerens Olympiske Lege i Rio har netop vist os de mange, der har gjort sig så umage, at vi har valgt at bruge sommertimer på at se dem performe. De mange cykelryttere, svømmere, sejlere, håndboldspillere og badmintonspillere m.fl. der målrettet og fokuseret har gjort sig umage med at blive så dygtige, at de er blevet en inspiration for masser af mennesker i hele verden.

Vi kan ikke alle blive olympiske stjerner på den store scene, men vi kan gøre os umage for at være en inspiration på de scener, som vi færdes på i forhold til vores børn, kæreste, ægtefælle, venner, kollegaer, kunder og samarbejdspartnere.

I MacMann Berg sætter vi barren højt, og vi vil fortsat gøre os umage for at være en inspiration for dig og din organisation.

På vegne af os alle i MacMann Berg

Jesper Loehr-Petersen