Et væsentligt begreb inden for systemisk teori er autopoiese. Autopoiese blev introduceret i slutningen af forrige århundrede af to chilenske neurobiologer, Humberto Maturana og Francisco Varela (Maturana & Varela, 1987), som på baggrund af deres studier af biologiske systemer argumenterede for, at levende systemer er cirkulært lukkede, selvskabende og selvrefererende. Det betyder, at alle levende systemer har en iboende evne til at skabe og forny sig selv. Derfor kaldte Maturana og Varela begrebet for autopoiese (græsk: auto = selv; poise = skabelse). Maturana og Varelas forskning sigter mod at forstå sammenhængen mellem levende væseners organisation, deres nervesystem og deres omgivelser set i et biologisk perspektiv. De beskæftiger sig med, hvordan levende systemer danner viden, organiserer sig og kommunikerer med hinanden. Hvor Maturana og Varela har fokus på at karakterisere levende systemer i en biologisk sammenhæng, overfører den tyske sociolog Niklas Luhmann autopoise-begrebet til sociologiens område. Med afsæt i autopoiese-begrebet opfatter Luhmann sociale systemer som selvreferentielt lukkede systemer. Mennesker er psykiske systemer, der organiserer sig i sociale systemer, og disse systemer er karakteriseret ved at danne og anvende mening. I relation til kommunikation mellem mennesker er autopoiese-begrebet interessant, fordi det fremhæver, at mennesker kommunikerer med det billede, som vi selv skaber af omgivelserne. Vi kommunikerer altså konsekvent med vores eget billede af en modtager frem for direkte til denne.

Brud med forestillinger om det objektive

Systemisk teori og systemisk tænkning – AutopoieseImplicit i autopoiese-tanken er bruddet med objektivitetsparadigmet og således med tanken om, at vi via vores perception kan forstå og afbilde den ydre verden objektivt. Vores virkelighedsopfattelse er langt mere subjektiv og konstrueres som en intern proces i det enkelte menneske. Menneskets måde at opfatte omverdenen på er i denne sammenhæng biologisk betinget af den måde, hvorpå vores nervesystem er organiseret, og derved er kroppen fundamentet for vores viden, forståelse og bevidsthed: ”In fact, the implicit or explicit acceptance that we exist as human beings doing whatever we do in the continuous conservation of our human living through our body dynamics is the basic understanding that leads one to abandon the metaphysics of the transcendental reality adopting a new one that takes as starting point for any explanation or rational argument the acknowledgment that we are living systems and do all that we do in the realisation of our living” (Maturana, 2004). Maturana og Varela ønsker at gøre op med en metafysisk antagelse om en verden, der eksisterer som en selvstændig realitet uafhængig af vores erkendelsesproces. I stedet lægger de, som beskrevet ovenfor, vægt på, at virkeligheden bliver til i erkendelsesprocessen, og at det, vi oplever som virkeligheden, skabes som en intern proces i vores eget nervesystem.

Fra univers til multivers

Et autopoietisk perspektiv indebærer således præmissen om, at virkeligheden bliver til gennem vores individuelle konstruktion. Vi har hver vores biologiske univers. Derfor kan man i Maturana og Varelas’ forståelse ikke længere tale om ét univers, der gælder for alle, men derimod om et multivers. Konsekvensen er, at vi aldrig kan få fuldstændig adgang til andres forståelse, og der er derfor lige så mange forståelser af virkeligheden, som der er mennesker. Dette betyder imidlertid ikke, at vi ikke kan skabe en koordineret virkelighedsforståelse. Sproget gør det muligt for os at koordinere vores handlinger og får dermed en fremtrædende plads. Ud fra et systemisk perspektiv handler kommunikation om at skabe og medskabe koordinerede virkelighedsforståelser. Kommunikation bliver i dette perspektiv ikke en ”overførsel” af mening, men derimod en medskabende proces.

Sprog skaber virkelighed

Vi eksisterer i sproget og gennem sproget, hvilket har stor betydning for den måde, som vi kommunikerer med vores omgivelser på. Maturana og Varelas forståelse af autopoiese har desuden den implikation for kommunikation mellem mennesker, at vi altid er selvrefererende lukkede systemer, der vil agere ud fra hver vores logik. Sproget har derfor en afgørende betydning, da det bliver en grundlæggende eksistensbetingelse for mennesket og alle levende systemer, at vi selv skal kunne skabe en kommunikativ forbindelse mellem vores egne indre billeder og den ydre verden – og dette sker gennem sproget.

Hvis du vil vide mere om systemisk teori…

De teorier, som vi har valgt at omtale i det ovenstående, udgør naturligvis kun en lille del af alt, hvad der er tænkt og skrevet om systemisk teori igennem årene. Ønsker du yderligere viden og inspiration, kan du finde dette her. Fokus på den sproglige dimension sætter altså i høj grad fokus på, hvordan vi bruger sproget som et grundvilkår for mennesket. Metaforisk set bliver sproget i et systemisk perspektiv den lygte, vi bruger til at oplyse og derved se vores omgivelser med. Gennem vores sprog dirigerer vi vores opmærksomhed og skaber derigennem vores virkelighed. Af Thomas Johansen, direktør, partner og chefkonsulent i MacMann Berg. Telefon: +45 2081 0874 Email: tjo@macmannberg.dk