Er du det rigtige sted?

Jesper Loehr-Petersen er tilbage efter en skøn sommerferie og skriver om det at være det rigtige sted som medarbejder og som leder.

For mange vil sommeren 2014 blive husket som én af de helt skønne somre med masser af sol og dejligt sommervejr.

I MacMann Berg håber vi, du har haft en dejlig sommer, og at solen har skinnet på dig, din familie og alle du har kær. For solen er, uanset dens skadelige stråler, en af de mest livgivende naturfænomener, vi har, som lyser op og skaber liv og glæde.

I min sommerferie har jeg tænkt på de mange ledere, jeg kender, der lige som solen lyser og skaber liv og glæde. De ledere, der gennem engagement og lyst til ledelse skaber inspiration i og retning for deres virksomheder og organisationer. De ledere, der med gejst i blikket evner at se muligheder, også i de udfordringer, de og deres medarbejdere står midt i.

I gode snakke, når jeg har arbejdet sammen med dem, er det blevet tydeligt, hvad det er for et drive de alle har: De ’gider’ godt det, de laver. De synes måske ikke altid det er sjovt, men de evner at synes, det er spændende og udfordrende.

I MacMann Berg har vi nogle år arbejdet med tre spørgsmål til ledere og medarbejdere:

  • Vil du det, du har sagt ja til?
  • Kan du det, du skal gøre?
  • Gider du gøre det, du har sagt ja til?

Helt overvejende er der mange der gerne vil deres arbejde. De ønsker både at få økonomiske, personlige og faglige benefits  ud af at gå på arbejde.

Og mange kan godt. De har kompetencerne til at udføre de opgaver de skal, eller de har evnerne til at lære og tilegne sig den viden, de skal bruge for at kunne løse opgaverne. Men det store spørgsmål er altid om de gider. Om de dybest set gider deres arbejde og gider gøre det godt.

Efter den dejlige sommer og ferie er det et rigtigt godt spørgsmål at stille sig selv. Gider jeg dybest set mit arbejde – og gider jeg gøre det godt?

Er svaret et klart NEJ, er det nemt nok. Så må du flytte dig mentalt eller fysisk.

Er svaret et rungende JA, så er det jo bare dejligt. Ikke kun for dig, men i høj grad også for din familie, dine kollegaer, virksomheden eller organisationen du er ansat i – og for jeres kunder.

Er svaret kun et svagt ja, må det nødvendigvis tænkes igennem, om du er det rigtige sted og på den rigtige arbejdsplads for dig? Det er, set fra vores side, nogle vigtige overvejelser at gøre sig.  Det er en nødvendig afklaring fra dig – af hensyn til dig selv, din familie, dine kollegaer og arbejdsplads og helt overvejende af hensyn til jeres kunder. Kan du komme ’op’ igen – eller skal du orientere dig i andre retninger? Brug eventuelt en af os fra MacMann Berg i den afklaring. Det er vi ret gode til J

Lederne, der ’lyser’ og har et engageret forhold til deres opgave, smitter med deres begejstring. Det er fedt at være sammen med dem. Lige som det er fedt at være sammen med kollegaer, der viser engagement og faglige ambitioner. Vi bliver dygtigere af at være sammen med dygtige kollegaer! Bliver dine kollegaer dygtigere af at være sammen med dig?

På vores leder- og konsulentuddannelser hjælper vi deltagerne med at blive dygtigere. Vi dyrker det livgivende i at være ambitiøs og at være en inspiration for andre. Det lykkedes absolut bedst for de, der både vil og gider gå i clinch med sig selv, sammen med et hold af interessante ledere og konsulenter.

Måske noget for dig? Eller måske noget for hele jeres ledergruppe?

Vi laver mange specialdesignede uddannelses og udviklingsforløb for ledergrupper i det ganske land. Alt sammen med afsæt i den systemiske og anerkendende tilgang til ledelses- og organisationsudvikling.

I skrivende stund skinner solen. Livet er nu dejligt.
På vegne af mine dygtige kollegaer i MacMann Berg

Jesper Loehr-Petersen

Partner og chefkonsulent