Måske er det fordi, der snart er valg. Eller også er det fordi, det faktisk optager rigtig mange mennesker. Det der med tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
For mig er det ganske tydeligt, at der er to konkurrerende diskurser i debatten, som har svært ved at mødes. Og det står i vejen for berigende nytænkning, der kan åbne for nye måder at løse udfordringerne på.
Den traditionelle diskurs er funderet i en opfattelse af mennesket som en ressource, og har solide rødder i en økonomisk vækstlogik. Med det afsæt, er det naturligt at argumentere for de økonomiske omkostninger, der er ved tidlig tilbagetrækning. Vi har ikke råd til, at mennesker går for tidligt på pension. Logikken er funderet i en kvantitativ tilgang til succes. Mængden af år på arbejdsmarkedet er lig med et vist økonomisk bidrag, og som bestemt er vigtig at medregne i det store velfærdsregnestykke.
Den anden diskurs tager afsæt i en forståelse af mennesket, som et væsen der søger et meningsfuldt liv, og som ser egen livskvalitet som mere betydningsfuld, end hvad samfundet har brug for. En logik der er baseret på en kvalitativ tilgang til succes.
Parallelt med drøftelsen om tilbagetrækning er debatten om, hvor hurtigt de unge bør vælge studieretning og se at komme i gang på arbejdsmarkedet. Væk med ’fjumreår’ og andet tidsspild. Det handler om at komme i gang og være produktiv og skabe værdi. I begge tilfælde reducerer vi mennesket til en samfundsmæssig ressource. Samtidig glemmer vi den unges behov for at undersøge livets muligheder inden samfundspligten kalder.
De to diskurser kommer ofte til at konflikte og vidner om to grundlæggende forskellige værdi- og menneskesyn.
Måske skal vi skynde os langsommere, sætte tempoet ned og begynde at lede efter meningen med det liv, vi lever, så vi kan holde os langtidsfriske i sind og krop – og samtidig i mindre grad forholde os til adskillelsen mellem ungdoms-, voksen- og seniorliv.
Vi skal have et sammenhængende og stærkt velfærdssystem, hvor alle bidrager til det fælles gode liv. Det må være et krav til og en opgave for os alle. Men især en opgave for ledere i alle typer af virksomheder. Ledernes opgave må være at understøtte medarbejdernes søgen efter det hele og sammenhængende liv, der både kan leves meningsfuldt for den enkelte, og som skaber værdi til fællesskabet. Det fordrer, at vi som ledere, medarbejdere og kollegaer river op i vanetænkningen, og lader os udfordre til at tænke nyt og tage det hele liv alvorligt. Som menneske og ikke som ressource. At vi begynder at interessere os for hinanden som hele mennesker og ikke udelukkende som arbejdslivsmennesker.
Det er ingenlunde let. I generationer har vi kæmpet for at adskille vores arbejdsliv fra andet livsindhold. Vi er blevet mere fragmenteret i vores egen livsopfattelse og uden større livskvalitet til følge. For når alt kommer til alt, så har vi et grundlæggende ønske om, at vores liv hænger sammen. Som også kalder på en ledelsesopgave i fremtiden.
Vi må gentænke måden, vi organiserer arbejdet på, så det i højere grad rummer de mange og forskellige ønsker til et godt liv i et stærkt fællesskab.
Der er behov for at finde nye riller at sætte pickuppen i, så vi kan genfinde melodien i et meningsfuldt velfærdssamfund.
To interessante bøger der er værd at læse for at få nye tanker til nye handlinger er fx:
- Morten Albæk: Ét liv. Én tid. Ét menneske udgivet på Gyldendals forlag.
- Frederic Laloux: Fremtidens Organisationer, illustreret udgave, udgivet på Direction Books forlag.
