MacLab – et dynamisk lærings- og udviklingslaboratorium

Torsdag d. 18. august startede Mette, Pernille, Alexander, Rasmus og Aske i praktik i MacLab, MacMann Bergs nye lærings- og udviklingslaboratorium.

MacLab – et dynamisk lærings- og udviklingslaboratorium
Dette er MacMann Bergs generelle profil. Her vil vi fortælle om nyt til vores kunder og andre interesserede.

Praktikanterne skal blandt andet arbejde med at skabe et evalueringsværktøj, der sikrer kontinuerlig høj faglighed og kvalitet i MacMann Bergs konsulentydelser, samt med udviklingen af en lederuddannelse til unge studerende, som dem selv.

Nye tanker – nye muligheder

At have studerende i praktik er en mulighed for os i MacMann Berg, for at få ny faglig viden og inputs, samt for at blive udfordret på måden, vi griber tingene an på. En udfordring som praktikanterne i MacLab bliver opfordret til at bidrage med igen og igen, så vi kan udvikle os og få perspektiv på vores egen praksis. MacLab skal bidrage til nye tanker – nye muligheder i MacMann Berg, så vi fortsat kan leve op til vores vision om at være dagsordensættende inden for systemisk baseret ledelse og være værdiskabende for vores kunder.

Det er samtidig en mulighed for de studerende, for at få afprøvet deres færdigheder og kompetencer i praksis og dermed få praktisk erfaring koblet på den teoretiske ballast, de kommer med fra universiteterne:

“Udviklingsbegrebet er en central optagethed for mig og i min uddannelse. Jeg har fået en masse teoretisk viden om udvikling, uddannelse og læring og nu glæder jeg mig til at få noget praktisk erfaring – at sidde med noget, jeg selv tilrettelægger og eksekverer, frem for kun at læse om det”
Pernille Iris Bak, praktikant i MacLab og kandidatstuderende på Uddannelsesvidenskab, AU

De fem praktikanter fik en gedigen start, da der efter endt arbejdsdag og introduktion til MacMann Berg i et fagligt perspektiv, var deltagelse i DHL-stafetten i Mindeparken i Århus, med mere vægt på introduktion til MacMann Berg i et socialt perspektiv!

Med forskellige fagligheder og baggrunde inden for bl.a. pædagogik, filosofi, uddannelsesvidenskab, statskundskab, IT, organisatorisk omstilling samt læring og forandringsprocesser, er det et stærkt og engageret hold, der kommer til at løfte de forskelligartede opgaver som MacLab arbejder med i efteråret, inden stafetten overdrages til næste hold praktikanter i starten af 2017.

Velkommen i MacLab – vi glæder os til samarbejdet!

Praktikanter, billede til nyhedsmail