Den amerikanske psykologiprofessor Kenneth J. Gergen var i 1985 ophavsmand til begrebet socialkonstruktionismen, da han foreslog begrebet i et forsøg på at markere socialkonstruktionismen som en selvstændig filosofisk position (Gergen, 1985). Dette forsøg er præget af et opgør med forskellige andre positioner inden for den psykologiske og filosofiske tradition.

I Gergens forståelse arbejder socialkonstruktionismen grundlæggende ud fra fire antagelser:

Første antagelse – objektivitet i parentes

Den første antagelse er et opgør med den positivistiske og empiriske antagelse om, at det er muligt at opnå en objektiv forståelse af verden. Overfor den positivistiske og empiriske antagelse står konstruktionismen, som argumenterer for, at det vi oplever, når vi observerer verden, ikke er verden i sig selv, men verden set gennem vores individuelle perceptioner og forståelser. I forlængelse heraf tilfører socialkonstruktionismen den relationelle og sproglige dimension til konstruktionen af virkeligheden ved at fremhæve, at vores sansninger og forståelser formidles videre og koordineres gennem sproget.

Sproget bliver dermed en central dimension i forhold til konstruktionen af virkeligheden og er således et vigtigt opgør med en positivistisk videnskab, der ser sproget som en neutral afspejling af verden, som den er. Her er socialkonstruktionismen klar i sit opgør: ”Language (…) is not a mirror of life, it is the doing of life itself” (Gergen 1999)

Gergen tager således afstand fra et traditionelt syn på sprog, hvor sproget er et ydre udtryk for en indre realitet. Hvis sproget var denne spejling, ville det ifølge Gergen føre til en art hermeneutisk blindgyde, hvor alle ville tale ud fra deres eget private sprog, og vi ville ikke kunne forstå hinanden. Sproget er derimod et socialt og relationelt anliggende, hvor man gennem en social overenskomst kan lære, hvordan man refererer til objekter i verden.  Dette perspektiv leder direkte over i Gergens anden centrale antagelse…

Anden antagelse – erkendelse som en kulturel og relationel proces

Vores forståelse af verden er socialt betinget og et produkt af historiske og relationelle forhold. Her er netop relationer et nøgleord:

”The individual mind (thought, experience) does not thus originate meaning, create language, or discover the nature of the world. Meanings are born of coordination among persons – agreements, negotiations and affirmations. From this standpoint, relationships stand prior to all that is intelligible. Nothing exists for us – as an intelligible world of objects and persons until there are relationships.” (Gergen 1999)

Uden relationen er der intet sprog, som et individ kan sætte ord på sine følelser, tanker eller intentioner med.  Herved får vi også præsenteret Gergens syn på selvet og den menneskelige identitet. Gergen mener nemlig ikke, at vi har en identitet eller et selv, men derimod, at vi konstant konstruerer nye identiteter og ”stemmer” for at møde og påvirke vores omgivelser. Ved sit syn på identitet og selvet destabiliserer Gergen forestillingen om identitet som en stabil og afgrænset kerne og er fortaler for, at identiteten er langt mere konstrueret.

Tredje antagelse – sprogets skabende kraft

Gergens tredje antagelse udspringer også af, at sproget har sit udgangspunkt i relationer. Han fører dette argument videre ved at fremhæve, at relationer er bundet til bredere fællesskaber med fælles ritualer og traditioner. Uden et fælles sprog ville vores faste institutioner ifølge Gergen ophøre med at eksistere i deres nuværende form. Også mere uformelle forhold som f.eks. et kærlighedsforhold ville være svære at opretholde uden ord som kærlighed, begær, omsorg osv.

Ifølge Gergen er det altså vores sprog, som konstituerer vores sociale liv. Gennem disse fællesskaber skabes der også de ritualer og traditioner samt det mulighedsfelt, som vi agerer i. Ud fra den socialkonstruktionistiske forståelse bliver vi løst fra disse ritualer og traditioner, da de ikke er objektivt givet, men derimod sociale og relationelle konstruktioner. Vores nutid og fremtid står altså til løbende forhandling og er ifølge Gergen et resultat af en social forhandlingsproces. Vi kan være med til at præge vores fremtid ved at udfordre de eksisterende traditioner – eller understøtte gamle – gennem tale og skrift. Vi skal derfor være opmærksomme på, at den måde vi bruger vores sprog og tale på, er med til at definere vores måde at leve på.

Det skal dog fremhæves, at sprog i denne sammenhæng ikke kun handler om vores verbale sprog. Teoretikeren Gregory Batesongår så langt som til at sige, at al adfærd er kommunikation. Vi er viklet ind i et kæmpemæssigt spind af kommunikation i en grad, så det ikke er muligt ikke at kommunikere. Selv en ikke-handling kan være kommunikation. Den e-mail man ikke fik svaret på, eller det telefonopkald man ikke foretog, kan sende en besked til den, der måske venter på svar.

Fjerde antagelse – den nødvendige refleksion

I forlængelse af dette fremhæver Gergen i sin fjerde antagelse, der fokuserer på refleksivitet, vigtigheden af at sætte spørgsmålstegn ved det åbenlyse og benytte sig af alternative forståelser og positioner. Refleksivitet skal her forstås som en forpligtelse til løbende at undersøge præmisserne for de valg, som vi træffer. Vi skal udøve en kritisk refleksion, hvor vi anerkender vores traditioner som det, de dybest set er – nemlig som historisk og kulturelt funderede.

Sammenfattende kan man sige, at Gergen i sine fire socialkonstruktionistiske antagelser tager et solidt opgør med den positivistiske tradition, som antager, at vi kan tale om objektiv og ahistorisk viden – en antagelse, som har præget, og som i vidt omfang stadig præger, alle aspekter af den vestlige verden. Gergen ønsker som alternativ at opstille et videnbegreb, hvor viden er placeret i relationen mellem mennesker. I denne forståelse er viden og videnskab et resultat af mennesker, der kommunikerer, frem for objektive metodiske regler (Gergen 1985).

Skrevet af Thomas Johansen m.fl. (2009)