Om Appreciative Inquiry

Tag afsæt i det der virker. Fortæl jeres bedste og vigtigste historier. Fokuser på drømmen og den fremtid I ønsker. Det har stor effekt i praksis, især når det handler om at udvikle og bringe mennesker og organisationer videre.

Begrebet ”Appreciative Inquiry” oversættes sædvanligvis til anerkendende samtaler/ undersøgelser. Appreciative kan dog betyde både anerkendelse og værdsættelse, og i MacMann Berg foretrækker vi at arbejde med begge betydninger (se modellen nedenfor). Det gør vi, fordi vi dermed understreger, at vi både skal arbejde med det, der fungerer godt, og det, der ikke fungerer – problemerne.

Når vi som konsulenter inviteres til at arbejde i en organisation, er det ofte, fordi noget ikke fungerer efter hensigten. Kun ved at anerkende, at ledere og medarbejdere oplever, at de befinder sig i en svær situation, kan vi for alvor hjælpe dem og anvende principperne bag Appreciative Inquiry (AI).

De tre spor

Kritiske røster vil hævde, at AI-metoden opfordrer til at vende det blinde øje til det vanskelige ved at insistere på kun at se på det positive i alle situationer. I MacMann Berg er vi enige i, at AI brugt på denne måde hurtigt kan få et ensidigt og unuanceret præg, som ikke er konstruktivt for en proces. Derfor arbejder vi med en forståelse af AI som en tresporet model, fordi vi mener, at anerkendelsen og værdsættelsen skal rettes mod både det, der skal bevares, det der med fordel kan udvikles, og det der skal afvikles:

Appreciative Inquiry - AI-model

 

“Bag ethvert problem er en frustreret drøm – og drømmen kom først!”

En af de væsentlige pointer i AI er, at der altid er noget, der fungerer – faktisk det meste. Når vi alligevel oftest taler om det, der ikke fungerer, skyldes det vores vaner med at fokusere på problemerne. Det at udtrykke, at der er noget, der ikke fungerer, er imidlertid også at påpege områder, som kan udvikles. I praksis er det derfor vigtigt at fokusere på – og lære af – både det, der ikke fungerer, og det, der fungerer.

Den anerkendte systemiske teoretiker Peter Lang udtrykker det således: “Bag ethvert problem er en frustreret drøm – og drømmen kom først!”. Hovedbudskabet i dette udsagn er for os at se, at man i organisationen skal gå på opdagelse i, hvad der var den oprindelige drøm, før problemet opstod, og om denne drøm stadig er værd/mulig at forfølge.

AI i organisationer

AI er interessant, fordi teorien tager et anderledes udgangspunkt end de fleste andre teorier om organisationer og forandringer: For det første, at der i alle organisationer og hos alle medarbejdere er succeshistorier, og at der i disse succeshistorier er et stort potentiale for udvikling. For det andet, at udvikling altid sker på basis af erfaringer, og ved at tage afsæt i de mest positive erfaringer bliver vejen til udvikling lettere. Udfordringen er at få gjort disse erfaringer synlige og aktive i organisationen. For det tredje, at vi ikke kan adskille undersøgelse og forandringer. Når vi igangsætter en undersøgelse, vil vi samtidig igangsætte en forandringsproces.

Vi har som organisationskonsulenter selv beskæftiget os med AI-metoden, som vi oplever har et meget stort potentiale, idet den gør det muligt at tale om det svære og vanskelige på en fremadrettet og opgavefokuseret måde. Vores og andres erfaringer viser, at AI kan være med til at vise en lettere og mere konstruktiv vej, både når det gælder problemer, og når det gælder ledelses- og organisationsudvikling. I MacMann Berg har vi i praksis anvendt metoden i en lang række private, offentlige og frivillige organisationer. Vi har desuden anvendt metoden i mange forskellige sammenhænge, bl.a. i forbindelse med lederuddannelser, konsulentuddannelser, uddannelses-
planlægning/-evaluering, mødeledelse, udviklingssamtaler, teambuilding og projektarbejde.