Eksterne publikationer

LIV. SYSTEM. HELHED – ny banebrydende bog om vores forbundne verden.

”Det er sjældent, man om en bog ligefrem kan sige, at verden har behov for den. Men det kan man om denne. Verden har behov for en bog om det systemiske syn på liv. Verden har behov for denne bog om, hvordan alt på kloden er forbundet. Alt hænger sammen, og verden gennemgår i disse årtier nogle voldsomme rystelser. Det gamle mekanistiske adskillelsesparadigme er ved at falde fra hinanden. Det må ske; det er positivt, det er smertefuldt, og det giver håb om nye og bedre fremtider.”

– Steen Hildebrandt fra bogens danske forord

Bogen, Liv, system, helhed

LIV.SYSTEM.HELHED beskriver den nye systemiske forståelse af liv, der er dukket op i den videnskabelige tænkning igennem de sidste tredive år, og som lægger vægt på gensidig afhængighed, kompleksitet, netværk og organisationsmønstre.

Bogen integrerer de ideer, modeller og teorier, som ligger til grund for det systemiske perspektiv på livet, til en sammenhængende begrebsramme. Den fremlægger med andre ord en syntese, der omfatter biologiske, kognitive, sociale og økologiske dimensioner af liv.

Forfatterne bevæger sig fra den videnskabelige revolution op igennem historien og går på tværs af de videnskabelige discipliner i deres udforskning af nøglebegreber i det nye paradigme. De gennemgår de konsekvenser, som dette nye syn på liv og livsprocesser har for sundhed, uddannelse, arkitektur, forskning, økonomi, politik og ledelse samt i forhold til de globale økologiske og økonomiske kriser.

Bogen henvender sig til studerende og forskere, som interesserer sig for den nye systemiske forståelse af liv, samt til professionelle inden for en lang række fag – fra økonomi og politik til medicin, psykologi og jura.

LIV. SYSTEM. HELHED

Giver et bredt overblik over og velbegrundede perspektiver på nøglebegreber i det systemiske syn på liv.

  • Fremlægger en systemisk helhedstænkning, en syntese, som omfatter og integrerer biologiske, kognitive, sociale og økologiske dimensioner af liv i en sammenhængende begrebsramme.
  • Er rigt illustreret og med gennemgående forklarende bokse.

Liv. System. Helhed giver os en god syntese af den bedste videnskab og teori om alle levende tings forbundethed, dynamikken i emergens og selvorganisering, som Francisco Varela pegede på. Denne bog giver en enestående ramme for at forstå vores plads på planeten, på godt og ondt. Og hvis vi anvender den indsigt, som Capra og Luisi tilbyder os, vil vi være bedre stillet. Liv. System. Helhed bør være pligtlæsning for nutidens unge, morgendagens ledere og enhver, der bekymrer sig om livet på denne planet.”

– Daniel Goleman, forfatter til Følelsernes intelligens og Ecological Intelligence

Forfatterne:

Fritjof Capra er grundlægger og leder af Center for Ecoliteracy i Berkeley, Californien, og han underviser også ved Schumacher College i UK. Han er fysiker og systemteoretiker og har været engageret i en systematisk udforskning af de filosofiske og sociale konsekvenser af den nye videnskab igennem de sidste 35 år. Han er forfatter til bestselleren The Tao of Physics fra 1975 (i dansk oversættelse: Fysikkens tao) og The Web of Life (1996).

Pier Luigi Luisi er professor i biokemi ved Università 3 i Rom. Han begyndte sin karriere ved det schweiziske føderale teknologiske institut i Zürich (ETHZ), hvor han blev professor i kemi og stod bag de tværfaglige Cortona-uger. Hans hovedfokus som forsker er de teoretiske og filosofiske aspekter af livets oprindelse samt syntetiske og naturlige systemers selvorganisering. Han er også forfatter til The Emergence of Life (2006) og Mind and Life (2008).

Prisen for bogen er kr. 398,- incl. moms. Ønskes bogen tilsendt tillægges kr. 50,- i porto. Bestilling via adm@macmannberg.dk med angivelse af navn, adresse og evt. EAN nummer.

 

KREATIV PROCESLEDELSE – nye veje til bedre praksis

(af Mille Obel Høier, red., Lone Hersted, Louise Laustsen, Dansk Psykologisk Forlag 2011)

Kreativ Procesledelse

Bogforside: Kreativ Procesledelse

Ny spændende bog for såvel nye som erfarne proceskonsulenter. Ambitionen med bogen er at puste mere liv og kreativitet i konsulent og procesarbejdet. Den systemiske anerkendende tænkning og praksis, som er bogens erkendelsesmæssige fundament, kan have en tendens til at blive meget fokuseret på interviews, dialoger og verbal kommunikation. Alt sammen noget der ofte foregår i hovedet og med intellektet på arbejde.

Hvordan sætte resten af kroppen i spil? Hvordan skabe nogle af de centrale erkendelser fra den systemiske tænkning – via fysiske øvelser og kreative processer? Det giver bogen en lang række nye og rigtig spændende bud på. Enkle opskrifter, flotte illustrationer og mange variationsmuligheder gør bogen let tilgængelig. Alle øvelser er desuden koblet tæt sammen med centrale begreber fra den systemiske tænkning, så øvelserne på den måde får den nødvendige tyngde.

KREATIV PROCESLEDELSE er således et godt supplerende værktøj til dig, der arbejder med mennesker og udvikling i en organisatorisk kontekst, hvor kreativitet og procesledelse er to sider af samme sag.

Bogen er redigeret af Mille Obel Høier og udviklet i et tæt samarbejde med MacMann Berg.

(Bogen bestilles via Dansk Psykologisk Forlags hjemmeside. Hvis du har problemer med bestilling af bogen via nettet, kan du kontakte Dansk Psykologisk Forlag på 4546 0050).

Læs mere om Kreativ Procesledelse her.