Gratis tidsskrift: Relationel Praksis

Gratis tidsskrift om ledelse & organisationsudvikling

Redaktionsgruppen bag dette relationel praksis kommer alle fra virksomheder, der netop arbejder med relationel praksis: Charlotte Dalsgaard fra Harbohus, Maja Loua Haslebo fra Haslebo & Partnere, Carsten Hornstrup fra MacMann Berg (nu Hornstrup & Partners) og Marianne Kølle fra Forlaget Mindspace.

Det nye gratis e-tidsskrift Relationel Praksis handler om ledelse og organisations-
udvikling, der trækker på inspiration fra det socialkonstruktionistiske, systemiske, anerkendende og narrative tankegods, som er velkendt i mange danske organisationer. Tidsskriftet har som ambition at give en mangfoldighed af stemmer mulighed for at dele ud af deres inspiration og erfaringer med relationel praksis, så vi sammen kan udfolde, udbrede og styrke denne praksis. Det er således et tidsskrift fra praktikere og til praktikere; ledere, konsulenter, medarbejdere og andre, som arbejder med at udvikle egen og andres hverdagspraksis.

Med titlen Relationel Praksis forsøger vi at inkludere så mange tanker og handlinger som muligt, der dog alle har det til fælles, at de vægter samskabelse gennem sproget højt og sigter mod at engagere så mange aktører som muligt i skabelsen af en fælles ønskværdig fremtid. Vi håber, at vi med denne titel lykkes med at skabe et rummeligt og dog afgrænset forum for inspirerende og udviklende dialog om ledelse og organisationsudvikling med fokus på fælles ansvar og sprogets skabende kraft.

Artiklerne i første nummer er hentet fra så forskellige organisationer som Flyvevåbnet, Ringe Statsfængsel, Jyske Bank og en stor folkeskole i Fredericia.

E-tidsskriftet Relationel Praksis udgives af Forlaget Mindspace. Det udkommer 4 gange årligt med cirka 50 sider per nummer.
Du kan gratis læse tidsskriftet online, downloade eller printe det eller sende det til en kollega eller ven.

Klik ind på forlaget mindspace og tegn et GRATIS abonnement

Læs det nyeste nummer af Relationel Praksis her