Morgenmøde ‘Professionelle ståsteder’

“Inspirerende, givende, spændende, tankevækkende” er de ord, der har gået igen som respons på vores morgenmøder den 1. og 2. december i hhv. Aarhus og København. Over 100 deltagere mødte op og drøftede temaet 'Professionelle Ståsteder', som er inspireret af Svend Brinkmanns seneste to udgivelser 'Stå Fast' og 'Ståsteder'

Svend Brinkmanns to populære bøger markerer to opgør: Opgøret med tidens udviklings- og positivitetstvang og opgøret med tidens tendens til instrumentalisering, der truer menneskelige fænomeners egen værdi.

Spørgsmålet om mening begynder først at stille sig, når meningen opleves som fraværende. På møderne drøftede vi, med afsæt i den canadiske filosof Charles Taylor, Søren Kierkegaard og Svend Brinkmann, det etiske og eksistentielle. Hvad er det, der grundlæggende giver livet mening?

Det, der ikke kan tilskrives instrumentel mening, men som netop er værdifuldt i sig selv, kan vi kalde for ståsteder, da de giver os noget at stå fast på i en omskiftelig og kompleks verden. I en professionel kontekst har et af de interessante spørgsmål været, om vi overhovedet kan udpege noget i sig selv som værdifuldt? Og dermed om det giver mening at tale om ståsteder i en professionel og organisatorisk kontekst.

Chefkonsulenterne Thomas Specht og Sofie Worm Tighe præsenterede MacMann Bergs bud på fem professionelle ståsteder. Et bud på en begrebslig ramme til at forstå dét, der fundamentalt har betydning i vores arbejdsliv. Ståstederne set ud fra et værdimæssigt, et ledelsesmæssigt og et praktisk perspektiv.

Med udgangspunkt i en afledt praksismodel drøftede vi de fem ståsteders virke og betydning i en konkret praksis. Hvordan kan vi med afsæt i de fem professionelle ståsteder kvalificere vores handlinger og beslutninger som ledere, konsulenter og medarbejdere? Med fokus på de organisatoriske mål og rammer (det meningsfulde formål), vores ønskede resultater (den meningsfulde forskel), de væsentligste samarbejdspartnere (de meningsfulde relationer) samt fagligheden (den meningsfulde anvendelse af viden og erfaringer) som opgaven kalder på? Det femte ståsted ser vi som den ledelsesmæssige opgave det er, at binde de fire øvrige ståsteder sammen.

Ståstederne er MacMann Bergs bud på et navigationsværktøj, et holdepunkt eller ståsted, mellem mange forskelligartede og ofte modsatrettede fokuseringer i en kompleks og omskiftelig praksis, hvor det handler om som ledelse at skabe mening ud fra en helhedsforståelse fremfor at ende i en ensidig idealisering af en eller to af ståstederne.

Vi takker for de mange inspirerende input og kvalificeringer og kvitterer med powerpoint slides fra dagen. Hvis I har spørgsmål til indhold, feedback eller ønsker at booke oplægget (tilpasset jeres virkelighed) er I velkomne til at kontakte oplægsholderne Thomas Specht tcs@macmannberg.dk.